En stor mand er død, Viggo Lynge Larsen

VIGGO LYNGE LARSEN

Det var med stor sorg, VAK modtog meddelelsen om Viggo Lynge Larsens død.
Viggo har igennem mange år været af bærende betydning for VAK, – en ildsjæl både i den overordnede ide bag foreningen og i selve etableringen af de kunstnerstyrede værksteder.
Hans vedholdende engagement i kunstnernes muligheder i Vestsjælland var en kraften bag etableringen af Vestsjællands Arbejdende Kunstværksteder, hvor han da også naturligt blev valgt som formand for foreningen.

Hans fokus var aldrig på sig selv men altid på alle kunstnernes behov og han blev genvalgt som formand ligeså længe han ønskede genvalg. Da han ikke længere ønskede dette blev han tildelt æresmedlemsskab af VAK.
Da Vestjællands amt i 1995 blev udnævnt til Kulturforsøgsamt deltog Viggo med stor interesse i  arbejdet i amtets kultursekretariat. Han både så og udnyttede de øgede muligheder for indflydelse på kulturudviklingen i amtet til gavn for alle kunstnerne.

En udløber at dette kulturforsøg blev i 1998 etableringen af VAK i en nedlagt industribygning i Jyderup, hvor værkstederne startede op med et grafisk trykkeri, der snart udvidedes med et bronzestøberi og træ- og metal- samt skulpturværksted.

Hans medlemsskab af Kunstrådet i amtet betød søsætning af flere nye projekter, herunder støtte til opstilling af skulpturer i det offentlige rum i Vestsjællands Amt.

Viggo var også var aktivt involveret:

-       Udstillingerne på Knabstrup Kulturfabrik for amtets professionelle kunstnere.

-       Kunstårbogen “Kunstnere i Vestsjælland “ som udkom hvert andet år. – ”

-       Udnævnelsen af Årets kunstner i Vestsjællands Amt” der udløste en pris, hvor amtet købte værker for 25.000 kr. af den heldige kunstner.

-       Et rejselegat til Kecskemét  i Ungarn. - 

-       Oprettelsen af SAiR, Artist in Residence på Sølyst i Jyderup. Et sted for international samtidskunst med  600 årlige ansøgninger fra hele verden. Her sad Viggo i juryen som repræsentant og formand for VAK.

 Det er takket være Viggos store overblik, politiske tæft samt hans utrættelige, frivillige og vedholdende arbejde, at Vestsjællands professionelle kunstnere har de muligheder, de har i dag.

 

TUSIND TAK FOR DET, VIGGO !

 

VAK’s bestyrelse